Organdonation er tidens mantra. Der er ingen politiker, med respekt for sig selv, der ikke på en eller anden måde har en holdning til emnet. Det virker faktisk som om, at politikerne tror, at blot tilstrækkeligt mange melder sig ind i donorregistret, er vi i stand til, at redde alle de mange der står på venteliste til at få et nyt organ. Det er altså en stor misforståelse. Ligegyldigt om så samtlige danskere vælger at stå på listen, vil der ikke være nok.
Det ved politikerne godt, men der er stemmer i at have en holdning om, at flere skal registreres som mulige organdonorer. Enkelte vil tvinge dansken til at tage stilling. Andre vil sætte folk på listen, med mindre de aktivt melder fra.
Undskyld mig, men jeg kan ikke bruge hverken den ene eller den anden holdning til noget som helst. Det er, og må altid være den enkelte selv, der skal tage bestemmelsen. Jeg mener. Mit legeme tilhører mig, (og Kristus Jesus). Jeg er ikke født til at være et omvandrende reservedelslager, og derfor er det ikke rimeligt, at jeg skal tvinges til at tage stilling til organdonation, hvis jeg ikke ønsker det. Vil jeg ikke være tilmeldt registret, er jeg ikke et muligt emne. Det er en sag, der ikke rager andre. Til gengæld må jeg jo så også vælge at frasige mig et nyt organ, og i stedet dø, såfremt det skulle være konsekvensen af mit valg.
Det er ikke fordi jeg på nogen måde har noget i mod organdonation. Hvis lægerne med sikkerhed kan konstatere, at jeg er død, skal jeg alligevel ikke bruge kroppen til noget. Så må andre da gerne få lidt reservedele. Jeg mener: Jeg vil jo også selv gerne have hjælp, hvis jeg en dag kommer galt afsted. Af samme grund er jeg også tilmeldt donor-registret. Det er helt fint. Men jeg kan ikke acceptere, at organdonation er vigtigere end min grundlovssikrede frihed.